Skovvang børnehus er en aldersintegreret daginstitution normeret til 50 børnehavebørn og 33 vuggestuebørn. Organisatorisk arbejder vi i to teams – et børnehaveteam med 11 pædagogiske medarbejdere og et vuggestueteam med 8 pædagogiske medarbejdere. Derudover har vi to køkkenmedarbejdere, faste tilkaldevikarer og vi modtager jævnligt pædagog studerende i praktik.
Vi har gode fysiske rammer med lyse grupperum, der er indrettet med tydelige lege- og læringsmiljøer. Vi har fællesarealer, og et aktivitetsrum som vi bruger fleksibelt alt efter børnegruppens sammensætning og behov.
Vi er en naturinstitution med fokus på udeliv og science. Vi benytter vores fantastiske legeplads hver dag, og vi er ofte i skoven der ligger meget tæt på institutionen samt det øvrige nærmiljø. Vores skønne legeplads har masser af mulighed for udeliv, fordybelse og plads til at udfolde sig. Vi har udfordrende og motiverende legeredskaber til alle aldersgrupper. Vi har cykelbane og cykler m.m. Legepladsen er velanlagt med skyggefulde træer og vildtvoksende legeområder, der inspirerer til nysgerrighed og udforskning. Vi har et overdækket bålsted, der ofte danner rammen om fællesskaber og aktiviteter.
Alle rum i huset er navngivet efter naturen
Grupperne i huset:
Vuggestuen holder til i Reden og Trætoppen og børnegruppen hedder Spurve som består af børn i alderen 0-2 ½ år
Børnehaven holder til i Engen, Lysningen, Skovbrynet, Hulen og Oasen og børnegrupperne hedder; Spætter med børn i alderen 2-4 år og Ørne med børn i alderen 5-6 år.