Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Faglig indflyvning Skovvang

Relationer, fælleskaber og børneperspektiver

I Skovvang er alle børns trivsel, læring og udvikling et fælles ansvar. Det betyder, at vi bevidst arbejder med, at etablere gode relationer til alle børn ved at vise interesse og omsorg og give børnene tryghed og sikkerhed, uanset hvor i huset vi er og møder dem. En god relation til børnene øger: 

  • Deres evne til at lære nye ting
  • Deres muligheder for at indgå i sociale fællesskaber
  • Deres tro på sig selv, herunder selvværd og selvtillid

Vi arbejder målrettet med at skabe inspirerende og motiverende lege- og læringsmiljøer, der fremmer mange forskellige børnefællesskaber. Det giver børnene oplevelser og erfaringer med at være betydningsfulde for fællesskabet. Vi har aldersopdelte grupper og andre gruppeinddelinger, hvor der bl.a. arbejdes med at styrke konkrete kompetencer ex. sprog, motorik, lege- og relations kompetencer. I Skovvang har vi fokus på at hverdagsrutiner, og planlagte eller spontane aktiviteter tager udgangspunkt i den aktuelle børnegruppes ressourcer, behov og interesser. Vi arbejder bevidst med en tydelig voksenorganisering og positionering i forhold til at kunne støtte, guide og vejlede børnene i rutiner, overgange, aktiviteter og leg. Denne tilgang er baseret på en forståelse af, at læring, udvikling og trivsel udvikles i praksis, igennem relationer, i fællesskaber og når børnene er medskabende af de aktiviteter, som de indgår i.

Sproglig udvikling I Skovvang

Vi arbejder med at etablere lege- og læringsmiljøer, der indeholder en bred vifte af sproglige læringsmuligheder, der styrker børnenes sproglige kompetencer. I alle aktiviteter understøtter vi tilegnelsen af ordforråd, udtale og sætningsdannelse ved at sætte ord på ting, tanker og handlinger. Via samtaler, historielæsning, sange, rim og remser, samt i legeforhandlinger øver børnene sig i at kommunikere og formidle tanker, følelser, idéer og ønsker til omverdenen. Til at styrke sprogarbejdet i Skovvang anvender vi forskellige værktøjer til at kvalificere sprogmiljøet yderligere. Vi inspireres bl.a. af at anvende baby-tegn til kommunikation med vuggestuebørn og ha fokus på, hvordan vi kan at løfte det generelle sprogmiljø i Skovvang. Vi bruger kompetencehjulet til at sprogvurdere alle 3-årige børn og ved behov.  

Natur, udeliv og science

Som noget nyt har vi valgt at Skovvang skal profileres som en natur institution med fokus på udeliv og science. Dette har vi valgt, dels fordi vi har en fantastisk naturlegeplads, samt er nabo til skoven med de lege- og læringsmuligheder den giver. Ved at bruge uderummet som et aktivt læringsmiljø skaber vi mangfoldige muligheder for at arbejde med sanser, motorik, sprog, science og omverdensforståelse. Vi har bl.a. temaer henover året der omhandler dyreliv, årstider, naturens gang og planteliv. Vi arbejder ligeledes med bæredygtighed og miljøforståelse i børnehøjde. Den ældste børnegruppe i huset er en skov-gruppe, der er i skoven flere gange om ugen, og der arbejdes på en struktur, hvor alle børnehavebørn og de ældste vuggestuebørn ligeledes bruger skoven jævnligt. Vi prioriterer at alle børn er ude dagligt.